Nyt kunstmuseum i Mijas – et besøg værd
Publiceret den 07 januar 2014
Imellem Jul og Nytår gik vi en lille tur op i vor landsby, Mijas. Det er noget som vi sjældent har lejlighed til på en normal arbejdsdag – men nu bød chancen sig endelig for at besøge det nyeste kulturelle tiltag i landsbyen.
I Calle Malaga No 28 er Mijas nye kunstmuseum netop åbnet. Her vises en permanent udstilling af Picassos keramiske værker. Og ikke en hvilketsomhelst udstilling. Den regnes for at være den anden mest betydende i verden.
På førstesalen er det meningen at der skal være skiftende udstillinger af 3 måneders varighed hver. I øjeblikket vises der en malerisamling med titlen Picasso, hans venner og samtidige. Der er lærreder af bl.a. Dali og Braque – altså anerkendte kunstnere.
Museet er lille, men meget seværdigt. Der vises rundt af unge mennesker der alle taler engelsk og som er mere end villige til at praktisere det.
Vinteråbningstiden er dagligt fra 10:00 – 18:00. Entreen koster blot 3€
Museets hjemmeside kan besøges på http://cacmijas.org/
Når du så alligevel er i Mijas, så kan jeg anbefale et besøg på byens vinmuseum, Museo de Vino de Malaga som er hyggeligt indrettet i Sevillanas gamle transformatorbygning fra 1839 i Calle San Sebastian No 14

Her kan du smage på et stort udvalg af vinene fra bjergene omkring Malaga og Ronda – og tilmed få en lille tapas. Det er også muligt at købe vinene med hjem. Et besøg på vinmuseet er et permanent punkt på dagsordenen når vi engang imellem har tilrejsende gæster som besøger os i Mijas.
Museet kan også besøges på deres hjemmeside http://www.museovinomalaga.org – men det er ikke nær så sjovt!!
Der betales ikke entre, og priserne på de åbne vine er yderst rimelige.
Håber at vi ses i ”min” landsby.
P.S.: Din Helle Hollis udlejningsbil kan du bedst og billigst parkere i landsbyens parkeringshus, der er beliggende midt i byen, ved siden af rådhuset. For at flest mulige skal have glæde af et langt besøg i Mijas er parkeringsafgiften sat så billigt som een Euro for en hel dag. Så kan alle da være med!
Hans Hugo From – Direktør Helle Hollis Car Rental