Zoo de Castellar – en anderledes zoologisk have i Cadiz provinsen
Publiceret den 26 januar 2015Zoo de Castellar er en anderledes lille zoologisk have at besøge. Det er en allertiders udflugt for alle dyrevenner eller familier med børn.
Den zoologiske have er faktisk et redningscenter for eksotiske dyr i Cadiz provinsen.
Stedet er ret ukendt i Andalusien da den ikke annoncerer så meget som andre zoologiske haver, men alle der har besøgt stedet, anbefaler varmt at det er et besøg værd. Den lille zoologiske have har været åbent for publikum siden 2002.
Zoo de Castellar startede som et privat initiativ som redningscenter for eksotiske dyrearter der var blevet konfiskeret af politiet for ulovlig dyrehandel eller hvor private personer havde haft dem ulovligt som kæledyr. Her blev de passet og plejet, men efter et par år besluttede ejerne at åbne stedet op for publikum så alle kunne lære dyrerne at kende eftersom dyrene allerede var ude af deres naturlige leve omgivelser.
Forskellen på denne zoologiske have til andre steder er, at det er et redningscenter for dyr, og der er en tæt kontakt med dyrene. Børnene kan komme helt tæt på og få lov til at røre dyrene og give dem at spise. Dog altid overvåget og guidet af en af dyrepasserne. Børnene får endvidere en masse information om dyrene,. I Zoo de Castellar, som er en lille zoologisk have, kan børnene blandt andet hilse på Adon den hvide tiger, Sasha en bengalsk tiger, Bambina en antilope unge, og David den hvide papegøje.
Den zoologiske have er åben hver dag hele året rundt fra kl. 10 til solnedgang.
Billetprisen er 9 euro for børn og 15 euro for voksne, og 11 euro for pensionister.
Kommer du fra Malaga af, skal du tage A-7 i retning af Estepona. Ved Sotogrande tages der afkørsel 130 Guadeira/Castellar, og der køres ad Crta. De Arenillas/A-2100 . Efter ca. 11km fra denne afkørsel finder du Zoo de Castellar.
Adressen er Cerro del Moro s/n – 11350 Castellar de la Frontera
Selve køreturen tager ca. 1h og 40 minutter fra Malaga lufthavn af, hvis der benyttes betalingsmotorvejen.