Tilbage til bloggen

Den Iberiske Halvøs to højeste tinder på én og samme dag uden stress -Pico de Veleta (3.394 m) og Mulhacen (3.482 m)

Publiceret den 14 september 2015

En vandretur beskrivelse fra Pico de Veleta (3.394 m) til Mulhacen (3.482 m).

Det lyder ambitiøst for menigmand, og er faktisk heller ikke beskrevet ret mange steder, men det kan faktisk lade sig gøre at ”bestige” den Iberiske Halvøs to højeste tinder på én og samme dag – uden stress – og uden at få alt for megen sved på panden.

Map Pico de Veleta Mulhacen

Det kræver dog lidt forberedelse. Her er historien om hvordan det lykkedes for min svigersøn Martin og jeg – en lang week-end fra fredag den 28. til søndag den 30. august. Det var en forudsætning for turens gennemførelse at vores koner var indstillede på at køre bilen de 102 km. fra vort startpunkt i Sierra Nevada til vor slutpunkt i Capileira for at samle os op.

Forberedelserne:

Vi bookede to dobbeltværelser på www.booking.com på Hotel El Guerra, Ctra. Sierra Nevada km. 21,3, 18160 Sierra Nevada – ankomst efter arbejde fredag den 28. august. 45€ pr. dobbeltværelse incl. Morgenmad.

Vi bookede 2 pladser i den Junta de Andalucia organiserede bus til den højeste skistation i Sierra Nevada. Telefon 671564407 – tal med Inma (Centro de interpretación de Altas Cumbres). Bussen afgår kl 08:00 fra Albergue Universitario, Carretera de Sierra Nevada Km 36, 18142 Sierra Nevada, Granada. Det ligger ca. 10 km. fra hotellet. Billetter købes i Albergues reception senest kl 07:45 samme dag. Vi forsøgte at købe billetterne aftenen før, men det gik ikke an.

Vi bookede to pladser i den Junta de Andalucia organiserede bus fra påstigningsstedet Mirador de Trevelez til landsbyen Capileira i Alpujaras. Reservation hos Conchi, (Centro de Interpretacion de Altas Cumbres) telefon 95 876 3090. Bussen afgår fra Mirador de Trevelez kl. 16:15 og igen 18:45. Billetter købes i bussen.

Vi bookede to dobbeltværelser på www.booking.com på Hotel El Cascapenas de Alpujarra, Carril 5, 18413 Capilleira. 50€ pr. værelse incl. morgenmad.

Og så sørgede vi naturligvis for at booke vor Helle Hollis udlejningsbil.

Vi er i gang

Hotellet i Sierra Nevada var en rigtig dejlig og positiv overraskelse. Vi ville oprindeligt have haft et andet hotel som vi kender godt, men det var fuldt optaget denne dag. El Guerra ligger fantastisk smukt med udsigt over landsbyen Guejar Sierra og den kunstige sø Pantana de Canales. Hvis man har mere tid til sin rådighed kan jeg varmt anbefale at tage et par overnatninger. Hotellets værelser, alle med balcon er totalt nyrenoverede. Aftensmaden på hotellets terrasse var absolut dejlig, uden at være en kulinarisk oplevelse. Den Ukrainske tjener utrolig opmærksom og imødekommende.

Ingelise og Emma roste morgenmaden, der havde rigtig god kaffe, bacon og æg og youghurt etc. Alt for 45€ pr dobbeltværelse.

Martin og jeg fik ikke morgenmad. Vi skulle være på bjerget kl 07:45 for at indløse billetter til bussen, og morgenmaden startede først kl 07:30.

Til gengæld fik vi en kop kaffe i Albergues bar. Her er der tidligt åbent og man kan få både toast, skinke, kaffe og juice.

Morgenmad Albergue Universitario Granada

Efter at have fået vor kaffe var vi klar til at lade bussen tage os de ca. 7 km. op i bjerget. Bussen stoppede nøjagtig 3,5 km. fra den Iberiske halvøs næsthøjeste tinde – Pico de Veleta.

Bus Picos de Veleta

Selvom luften var tynd i de 3.000 meters højde, så gik vi de sidste ca 400 højdemeter på godt en halv time.

Vi tog de obligate fotos men blev kun i kort tid for at nyde den fantastiske udsigt fra toppen. Vi har været der mange gange tidligere, men ikke så tidligt om morgenen.

Hans From Pico de Veleta

Det er et meget smukt syn at se hvordan bjergkæderne fortoner sig i de fjerne tåger, og hvorledes de på denne tid af dagen alle har forskellige toner af grå. (ikke at forveksle med bogen!)

Collade de Lobo Granada
Efter kort tid gik vi ca. 3 km. ned ad den samme vej som vi var kommet op. Her drejede vi til venstre ad en større grusvej (ikke til at tage fejl af) og fortsatte igennem det smukkeste bjerglandskab, ad ganske fremkommelige grusveje. Efter kort tid kommer der en forgrening i vejen. Vælg den til venstre via puntal de Loma Pua, forbi Laguna de Aguas Verdes som har den smukkeste grønblå farve, Collade del Lobo, hvorfra der er en fantastisk udsigt tilbage til Pico de Veleta, langs Rio Seco.

På dette punkt forlod vi grusvejen og påbegyndte en sti der førte os op over en bjergryg med fantastisk udsigt til Laguna de la Caldera og til den Iberiske halvøs højeste tinde – Mulhacen. Vi kunne også have blevet på grusvejen, men det ville have betydet en omvej på ca 4 km. Stien er ikke til at tage fejl af, og det er umuligt at fare vild når blot man har Mulhacen for øje.

Laguna de la Caldera

På turen ned fra bjergryggen til Laguna de la Caldera mødte vi for første gang en lille teknisk udfordring. Over ca 200 meter var stien eroderet, så det var nødvendigt at finde et 3. støttepunkt udover fødderne. Her var det at min vandrestav kom til sin fulde berettigelse, men Martin klarede sig uden.

Laguna de la Caldera

Fra Calderaen – hvor der for resten også findes en permanent biuak med plads til 10 personer, fandt vi stien op over den næste bjergside indtil vi efter en lille time nåede op til toppen af Mulhacen. Denne opstigning går over 1,5 km og er meget stejl. Vi er begge i ret god form, men måtte på det stejleste gøre holdt for hver 100 meter for at få hjerterytmen under kontrol. Husk på at luftens iltindhold er stærkt reduceret i over 3.000 meters højde.

Her ca. 4 timer efter at vi forlod bussen stod vi nu på toppen af den Iberiske Halvø, tog de obligate fotos, og nød udsigten i fulde drag.

Mulhacen Martin

Turen herfra ned til busholdepladsen, Mirador de Veleta er meget enkel. Ruten består ganske vist af stier, men de er alle steder godt afmærkede af i hundredvis af varder.

Efter i alt ca. 19 km. ankom vi kl. 15:00 til busholdepladsen – en hel del tidligere end vi havde ventet. Vi kunne nu havde sat os til at vente på at bussen skulle samle os op og køre os de 20 km ned til Capileira og vort hotel, men i stedet valgte vi at fortsætte vor gåtur yderligere 9 km ned til Hoyo de Portillo.

Helle Hollis Mulhacen
Det er muligt at køre med almindelig bil fra Capileira indtil Hoyo del Portillo. Herfra ringede vi til Ingelise og Emma, som så kom og samlede os op i vor Helle Hollis udlejningsbil. Vi var trætte efter i alt 28 km. gåtur – det skal ingen hemmelighed være – men vi var fyldt op af skønne naturindtryk. Udover den allestedsnærværende udsigt så vi tillige både ørne, falke og gribbe, og et par gange var vi meget tæt på vilde bjerggeder. Alt i alt en perfekt dag i Sierra Nevada.

Mulhacen Veleta

Overflødigt at nævne at den ventende fadøl og det ventende brusebad var som sendt fra himlen……..     Selve hotellet i Capileira er godt og rent. Morgenmaden typisk spansk. Toast, kaffe, Bunuelos.

Hvis du vil vide mere om turen er du velkommen til at kontakte Hans Hugo From, Direktør, Helle Hollis Car Rental

Klik her hvis du vil læse vor anden artikel om en dagstur til Mulhacen

Praktiske tip til vandreturen.

Beklædning: Det er koldt om morgenen inden solen er stået rigtigt op, og det er varmt når man nærmer sig Capileira midt på eftermiddagen. Det er derfor klogt at klæde sig på så man har flere lag at tage af. Husk hat og handsker til turen op til Veleta. Hvis det blæser kan det blive særdeles koldt.

Tag gerne en vandrestav med. Det kan dog lade sig gøre at gennemføre turen uden.

Tag rigeligt med vand. Jeg medbragte 1,5 liter og en Aquarius, men løb tør før vi var nede. Der plejer at være et par kilder undervejs, men de var udtørrede ved denne lejlighed.

Husk ordentlige sko med godt mønster.

Mange steder på ruten er der mobildækning – men ofte ikke 3 eller 4G.