Vandretur til ”El Saltillo” hængebroen ved Canillas de Aceituno i Sydspanien

El Saltillo vandretur

Oplev en vandretur i store højder og gå over El Saltillo hængebroen, som er en af de tre længste hængebroer i Spanien.

Lad os indlede med at sige, at denne vandretur er ikke for folk med højdeskræk, og den kræver en vis fysisk god kondition for at klare turen.  Denne vandretur er i pressen blevet omtalt som den nye kongesti ”Caminito del Rey” i Axarquia regionen, men den kan på ingen måde sammenlignes med den originale ”kongesti”.

Den originale ”Kongesti” (Caminito del Rey) i Ardales, er en fint afmærket rute med sikkerhedsafskærmning på hele turen.  Fællestrækket for begge ture er, at de er meget smukke at gå.

Vandreturen til ”El Saltillo” har ingen afskærmning, og man går ved siden af en smal vandingskanal langs en bjergskrænt. Der er flere hundrede meter ned ved et evt. fald.

Desværre er der ulykkeligvis allerede sket en dødsulykke på denne tur lige efter turens indvielse, så derfor skal det kraftigt understreges, at man ikke må have højdeskræk, og man skal være i god fysisk form samt vant til at vandre i bjerge. Hvis du kan sætte kryds ud for disse punkter, så er det en stor naturoplevelse at gå denne tur.

Hængebroen El Saltillo
Hængebroen El Saltillo   CC: pueblosdemalaga.com

Hængebroen til El Saltillo blev indviet i slutningen af oktober måned 2020, og er en del af Malaga provinsens forskellige vandreruter under ”Gran Senda” navnet.

Selve vandreturen er sammenlagt på 8 km, og starter i den lille hvide bjerglandsby Canillas de Aceituno. Du går frem og tilbage ad den samme vej.  Man kan også vælge at gå videre til den næste bjerglandsby Sedella, men denne del af ruten er også teknisk svær at gå.

Turen kan ikke anbefales til børn under 10 år, og det frarådes at medbringe sin hund, da man kan komme ud for at passere modgående vandrere på en meget smal kant uden afskærmning, og det kan derfor være svært både at kontrollere hund som at holde balancen.

Canillas de Acetuno

CC:Facebook Canillas de Acetuno

Kørselsvejledning til ”El Saltillo” vandreturen:

Vandreturen starter som før nævnt i Canillas de Aceituno som ligger øst for Malaga. For at komme til ”Canillas de Aceituno” skal du køre i retning mod Nerja, og dreje af fra A-7 km 272 ved Veléz Malaga. Følg A-356 i retning Vinuela/Colmenar og tag MA-125 mod “Canillas de Aceituno”. Landsbyen ligger lidt over en times kørsel fra Malaga.

Når bilen er parkeret, begynder du vandreturen ved Avenida de Andalucia, som er et lille torv, og derfra følges skilte som om du skulle vandre til ”La Maroma” bjerget.  La Maroma bjerget er det næsthøjeste bjerg i Malaga provinsen i 2.065 meters højde.

Når man kommer ud af landsbyen, vil man efter nogle hundrede meter komme til en gammel vandingskanal.  Vandreturen går langs denne vandingskanal, og den er visse steder meget smal.  Der er som førnævnt ingen afskærmning, og man skal passe på ikke at træde i selve kanalen.

El Saltillo vandretur

CC:  www.diariosur.es

Efter nogle kilometer kommer man til en metalgangbro, som er et af de eneste steder, hvor der er et sikkerhedsrækværk.

El Saltillo hængebroen
CC:www.diariosur.es

Dernæst skal man gå zigzag ned ad indhuggede store stentrin for at komme ned til hængebroen.   På hængebroen må man kun være 10 personer på samme tid.

Det har været et meget kompliceret arbejde at bygge hængebroen, og der er blevet anvendt helikopter, og muldyr til at bringe byggematerialer frem.   Hængebroen er 53 meter lang, og hænger i 50 meters højde over floden Almanchares.  Den er lavet af træ og en metalstruktur.

El Saltillo hængebro

CC:www.laopinion.es

Som førnævnt kan du også fortsætte mod den næste landsby Sedella. Det er ca. 8 km at gå videre i denne retning, men denne strækning er også meget krævende, og har heller ingen sikkerhedsafskærmning på strækningen.  Desuden skal du have arrangeret at blive hentet i Sedella, for at blive kørt retur til din parkerede bil i Canillas de Aceituno.

Vi anbefaler derfor, at du går samme vej tilbage igen, efter at du har krydset hængebroen.

På tilbagevejen, skal du tage ekstra hensyn til modgående.

Vandreturen til hængebroen er gratis.  Det er en fordel at gå turen på en hverdag for at undgå for mange vandrere.  Weekend og helligdage bør undgås, så du ikke står i kø for at kunne gå over hængebroen.

Hvor kan jeg spise i Canillas de Aceituno?

Er du blevet sulten efter vandreturen, så benyt dig af et af de lokale spisesteder i Canillas de Aceituno.   En af de typiske retter er ovnstegt gedekid eller hjemmelavet blodpølse.

Ønsker du at prøve ovnstegt gedekid, så anbefales det, at reservere bord i forvejen. Den ene restaurant er ”La Sociedad” som i over 40 år har haft denne specialitet på sin menu, og den anden restaurant er ”Bodegón de Juan Maria”.  Prisen er ca. 90 euros, som afhænger af vægten af gedekiddet.  Afhængig af årstiden, kan du også prøve ”potaje de hinojos” som er en fennikel gryderet.

Vandretips til El Saltillo turen:

  • Gode vandrestøvler eller sko, som man står godt fast i.
  • I efterår/vinter sæsonen anbefales lunt termotøj, da det kan blive koldt i bjergene.
  • Lille rygsæk med vand, juice, frugt eller lignende. Husk at tage affald med dig, og hold naturen ren.   Du skal ikke gå med for tung en rygsæk, da det er en krævende tur.
  • Solcreme
  • Mundbind (Under de nuværende corona restriktioner, skal man anvende mundbind under al udendørs aktivitet i Spanien).

Har du fået lyst til flere vandreture, eller måske finde en tur som ikke er så svær at gå, så tag et kik på hjemmesiden ”Gran Senda”.   ”El Saltillo” vandreturen finder du som vandretur på 7 etape.

God tur!

Vi bruger egne og tredieparts cookies til at indsamle statistik, så vi kan forbedre hjemmesiden. Hvis du fortsætter eller klikker videre på siden, accepterer du brug af cookies.
Du kan når som helst ændre din accept eller få mere information her.